Metallers biotilgængelighed afgør toksicitet og overholdelse af kvalitetskriterier

Mange stoffer, herunder metaller, er kun delvist tilgængelige for optagelse i organismer i miljøet. Den faktiske miljøeffekt bestemmes derfor bedst ved at tage hensyn til, at det kun er den biotilgængelige fraktion af stoffet i vandmiljøet (og sedimentet), der kan optages og virke toksisk. De reviderede miljøkvalitetskrav for nikkel (Ni) og bly (Pb), der træder i kraft i 2015, refererer til den biotilgængelige koncentration af metallerne. At inddrage biotilgængelighed i reguleringen af metaller i ferskvand er en forholdsvis ny lovgivningsmæssig tilgang og repræsenterer en betydelig ændring i forhold til overholdelse af kravværdier i vandmiljøet.

Forfattere: Jens Tørsløv & Tina Slothuus

Del på linkedin
LinkedIn